Hvorfor flytte biblioteket?

Debatindlæg af Jacob Trøst

Et godt ordsprog siger: “Hvis det virker, så lad være med at reparere det”. Endnu har vi til gode at få at vide, hvad der ikke virker ved det nuværende biblioteks placering. Hvorfor skal vores skattepenge gå til at flytte biblioteket til en placering, hvor både borgere og biler har sværere ved at komme frem?

Rønne centrum bør være et mekka for handlende og turister. Forretninger, restauranter, caféer, torv med boder, musikhus og andet, der skaber liv i centrum.

Bibliotekets brugere skal besøge biblioteket. Ofte for at sidde i rolige omgivelser og fordybe sig. Børn, unge, dagplejere og børnehaver har glæde af pladsen til leg og kreativitet, både inden- og udendørs. Hvorfor skal de trækkes ind i trængslen i centrum? Hvorfor tror man, at de også lige vil besøge resten af et kulturhus, en café og en butik, når nu de skal ned og låne en bog eller se en specifik udstilling? Skulle de have lyst til det, er der ikke langt fra det nuværende bibliotek til centrum med de tilbud, der følger med. Det fungerer fint.

Brug nu borgernes penge, hvor der er et behov. Der er nok at vælge imellem.