Det Konservative Folkeparti sætter personlig frihed og social ansvarlighed højt. Der skal være plads og muligheder for de, der kan selv, og der skal være hjælp og støtte til de, der ikke kan. Konservative er lig med ordentlighed og omtanke.
På Bornholm går vi meget op i at inddrage borgerne; at få demokratiet ud i lokalsamfundene. Det betyder også, at vi stiller krav om større åbenhed mellem kommunen og borgerne. Det skal være gennemskueligt, hvordan de politiske processer fungerer, og vi skal prioritere at borgerne føler sig informeret og involveret.
Erhvervslivet kan selv, og vi skal som politikere give dem gode muligheder for udvikling, der i sidste ende skaber flere arbejdspladser. Vi skal prioritere en effektiv byggesagsbehandling og der skal altid være areal tilgængeligt for nyt erhverv.
Mange udsatte børn og unge kan ikke selv, og her skal BRK være bedre til en tidlig og effektiv indsats. Vi mener at forebyggelse er bedre end helbredelse. Det kræver ressourcer i starten, men vi mener det tjener sig mange gange ind på lang sigt – både socialt og økonomisk.
Retten til selv at vælge mellem kommunale og private tilbud bør især komme de ældre borgere til gode. Vi ønsker at understøtte muligheden for at etablere friplejehjem på Bornholm, så der kan skabes alsidige og mere tilpassede tilbud, hvor den enkelte borger har medbestemmelse.
Konservative er det mest grønne blandt de borgerlige partier, og særligt på Bornholm skal vi holde fast i og udbygge vores smukke natur, der tiltrækker både fastboende og turister. Vi skal bruge gulerodsmetoden og belønne de, der bygger eller renoverer miljø- og klimavenligt, og ikke trække bureaukratiske og ressourcekrævende planer ned over hovedet på tilfældige.